HURTIG LEVERING

100 DAGES RETURRET

FRI FRAGT VED KØB OVER 599,- DKK

GRATIS RETURNERING

Torbjørn C. Pedersen

Medlem nr. 3
Eventyrer, Once Upon A Saga
Ufrivilligt Eventyr: Bureaukratiske benspænd i paradis

Jeg ville så gerne kunne side oppe på mine høje hest og sige: ”ufrivillige eventyr? Hvad taler du om. Jeg er da professionel så her er det hele planlagt og mere eller mindre forventet”. Men det ville i dag være langt fra sandt. Da jeg i oktober 2013 satte ud for at blive den første til at besøge alle verdens lande i en uafbrudt rejse helt uden at flyve, anslog jeg at det ville tage under 4 år. Måske endda blot 3,5 hvis jeg skyndte mig. Nu befinder vi os i 2020. Mit skæg er langt, min motivation er tyndslidt, frustrationerne er store og jeg er fortsat 9 lande fra at nå målet på 203 lande. Der har været ”ufrivillige eventyr” i stride strømme. Gang på gang har jeg fortalt historien om da jeg sad i en firehjulstrækker fyldt med passagerer, tasker og gods. Det var i Sierra Leone tilbage i 2016. Regnsæsonen havde sat ind og vi kørte på et tørt stykke af en rød grusvej. Vi fløj afsted med en vældig fart indtil bilen pludselig sank ned over højre forhjul og stoppede brat. Hjulet var fløjet af og lå i skovkanten bag os. Min historie fra grænselandet mellem Cameroun og Congo er også blevet en klassiker. En smal, øde grusvej langt inde i junglen. Det var midt på natten. Året var 2016. Chaufføren og jeg var ved at omkomme i alt det støv der blev hvirvlet ind i taxaen. Pludselig trådte 3 uniformerede mænd ud på vejen og stoppede os. De var bevæbnet til tænderne, havde drukket sig fra sans og samling og var aggressive. Jeg troede jeg skulle dø. Det blev en lang nat.

 

“Mit skæg er langt, min motivation er tyndslidt, frustrationerne er store og jeg er fortsat 9 lande fra at nå målet på 203 lande.”

 

Denne historie bliver dog en helt anden. Og den er sjældent blevet fortalt. Det er en historie om bureaukrati og kompleks logistik. Lyder spændende – ikke? Vi skal tilbage til november 2017 da jeg netop havde passeret de første 4 år. Jeg befandt mig i Cypern som blev land nummer 142. Næste land var Libanon i Mellemøsten og det hele var på plads. Rederiet MSC var villige til at tage mig med til Beirut. En kort sejltur på mindre end 24 timer hen over den østlige del af Middelhavet. Som dansker behøvede jeg ikke visum til Libanon og skibets agent havde også fået grønt lys af immigrationen i Beirut. Afsted det gik. Men da vi nåede havnen kunne de Libanesiske immigrationsofficerer ikke give mig tilladelse til at gå i land. Der var ingen forklaring. Der blev et par gange nævnt at jeg ikke havde visum men det var jo ikke nødvendigt. Det var weekend og de kunne ikke få fat i deres overordnede. Gå i land måtte jeg ikke. Det har i mange år været praksis i shipping branchen at der vises rig taknemmelighed overfor udført arbejde. Nogen steder i verden mere end andre. Libaneserne var blevet takket med smøger og whisky. De bedyrede dog at der var intet de kunne stille op – jeg kunne ikke gå i land. Kaptajnen spurgte mig hvad jeg ville? Den næste havn de skulle til var Alexandria i Ægypten.

 

 

Ægypten er et fantastisk land. Jeg holder meget af kulturen og taler en anelse arabisk. Landet blev til nummer 127 uden at flyve tilbage i april 2017. Jeg blev færdig med hele Afrika i juli 2017 og hele Europa i oktober 2017. Det næste kontinent skulle have været Asien men skæbnen sendte mig retur til Afrika. Det skal lige nævnes at det er uhyre svært for de fleste at få adgang til at rejse ombord på et containerskib. Der er visse rederier der tilbyder at man kan købe en billet men det er fåtallet og ikke noget jeg har benyttet mig af. Der er som hovedregel ingen fordel for rederierne i at medbringe en passager og det kan være uhyre svært blot at få startet dialogen. Dertil følger alt bureaukratiet. Men for at afkorte historien var det nu lykkedes mig at få adgang til endnu et containerskib. Denne gang fra Port Said i Ægypten til Beirut i Libanon. Afgangen lå lidt ude i fremtiden så jeg besøgte nogle venner i Alexandria før en bus bragte mig de ca 200km til Cairo, der så blev min base. Cairo er fantastisk! Jeg elsker maden, der er masser af historie, luften er fuld af CO2 og støv, priserne er lave når man ved hvor man skal hen og de laver en god vandpibe. Desuden er folk søde når man kommer væk fra de turistede områder.

 

Jeg bookede mig ind på et billigt hostel som jeg kendte fra mit besøg i april tidligere på året. Det lå i gåafstand fra midtbyen men i et fattigere kvarter. Efter nogle nætter ville Abdul, som ejede stedet, at jeg skulle pakke sammen hurtigst muligt! Politiet havde anmeldt at de ville komme forbi. Abdul bekendte at han ikke havde registreret mig ved politiet som han skulle. Årsagen var den at det burde være omkostningsfrit for ham at gøre det men manden bad disken krævede 400 ægyptiske pund per pas han registrerede. En nat for mig på Abduls hostel kostede blot 100 per nat. Så systemet gjorde det lukrativt for Abdul ikke at registrere gæster og politiet kom alligevel så sjældent. Desværre var konsekvensen at både Abdul og jeg nu kunne ende i fængsel hvis politiet nåede frem inden jeg var borte. Abdul hjalp mig med at flytte til et andet og bedre hostel. Men inden jeg havde pakket dukkede politiet op! Vi forklarede dem at jeg var en ven og blot besøgte Abdul – jeg var ikke en overnattende gæst. Politiet stillede en kasse alkohol ved min dør og sagde de ville komme tilbage. Nu fik Abdul virkelig sved på panden! Politiet ville nemlig komme tilbage for at holde fest i lejligheden.

 

 

Nogle dage senere befandt jeg mig i Port Said. Jeg havde mødt skibets agent som fik mig stemplet ud af Ægypten ved immigrationen, clearet ved tolderne og vi var nu på vej til skibet. Det var sent på aftenen. Vi måtte med en lille bilfærge ud til en ø og derfra med en lille motorbåd op på siden af det store containerskib. Som en anden James Bond klatrede jeg ombord på skibet og blev mødt af en officer som sagde at kaptajnen ville møde mig. Det var næsten midnat. Agenten gik med mig. Da vi mødte kaptajnen gik der ikke længe inden han sagde jeg ikke kunne være ombord! Jeg havde ellers sikret mig alle tilladelserne og agenten havde også gjort sin del? Det viste sig at det rederi der havde taget mig med ikke ejede skibet men blot stod for fragtdelen. Ejerne af skibet følte sig trådt over fødderne ved ikke at være blevet spurgt af rederiet og nu måtte jeg vende retur til land. Agenten kæmpede en brav kamp i flere timer og der blev ringet til højtstående mennesker men uden held.

 

Ved 2-tiden under en sort himmel måtte vi forlade skibet den vej vi kom. Agenten var synligt bekymret! Sagen var den at der få dage forinden havde været et terrorangreb på Sinai-halvøen og de Ægyptiske autoriteter var på jagt efter terrorister og skæve profiler for at finde synderne. På papiret havde jeg forladt Ægypten og jeg ville ikke kunne vende retur indenfor 24 timer ihht lovene. Havnen havde bevæbnede vagter, jeg havde et stort skæg, mit pas var fyldt med pudsige stempler og jeg ankom nu ombord på en lille båd midt om natten. Det så ikke godt ud! Den nat måtte jeg gemme mig i en lille træbåd til kl 04:00. I mellemtiden var mine tasker blevet smuglet ud. I nattens mulm og mørke listede vi fra busk til busk og da vagten var længst væk sneg vi mig ind i agentens bil hvor jeg lå med hovedet nede. Vagten ved porten havde travlt med telefonen og vi rullede hastigt forbi ham med et casual ’Salaam Alaikum’. Tilbage i Port Said blev jeg uofficielt indlogeret på et hotel som jeg ikke måtte forlade. Næste dag dukkede agenten op med en landgangstilladelse? Det betød jeg officielt matte være i Ægypten igen og blev senere konverteret til et rigtigt visum.

 

“Havnen havde bevæbnede vagter, jeg havde et stort skæg, mit pas var fyldt med pudsige stempler og jeg ankom nu ombord på en lille båd midt om natten. Det så ikke godt ud! Den nat måtte jeg gemme mig i en lille træbåd til kl 04:00.”

 

14 dage senere gentog vi forsøget. Samme agent, samme skib og samme kaptajn! Denne gang havde rederiet sikret sig ejernes tilladelse. Sikke et cirkus. Jeg talte med kaptajnen om alt hvad der var sket men han slog det hen med at Ægyptere altid er ude på at lave numre. Sandt – men... Nogle dage senere anløb vi Beirut. Denne gang havde jeg endda et visum. Men det var lige fedt. For da vi anløb Beirut for 2. gang gentog balladen sig. Kort fortalt kunne jeg ikke forlade skibet uanset hvem vi ringede til. Denne kaptajn spurgte også om hvad jeg ville. Hvor skulle de hen efter Libanon? De skulle gudhjælpemig til Cypern!!

 

Så cirka en måned efter var jeg havde forladt Cypern var jeg nu retur. Spild af tid men rig på erfaring. Jeg krydsede herefter ind i det nordlige Cypern, tog en færge fra Girne til Mersin i Tyrkiet, et par busser fik mig til Tasucu i Tyrkiet, hvorfra en færge kunne tage mig til Tripoli i Libanon. Og i Tripoli blev jeg budt velkommen med åbne arme? Jeg kom ind i landet og tre timer siden stod jeg langt om længe i Beirut. Vi havde nu nået 143 lande uden brug af fly.

 

Og så kan vi jo afslutte med hvor vi står i dag. For jeg ankom jo til Hong Kong i januar ombord på et skib fra Mikronesien. Planen var at Hong Kong blot skulle være et fire døgns transit ophold inden jeg steg på et andet skib mod Palau som skulle have været blevet land nummer 195. Men sådan gik det ikke. I stedet blev jeg fanget af COVID-19 restriktioner og har nu været strandet i Hong Kong i mere end 200 dage. Det har bestemt heller ikke været et frivilligt eventyr.

Loading...