HURTIG LEVERING

100 DAGES RETURRET

FRI FRAGT VED KØB OVER 599,- DKK

GRATIS RETURNERING

Lasse Rahbek

Medlem nr. 2
Dokumentarist
Ufrivilligt Eventyr: Når man skal...

Vi havde slået lejr på en frossen fjord, og jeg lå i fodenden af teltet og slog mave, mens de to Siriusmænd krøb i soveposerne. Tilsammen havde vi gjort kål på seks poser frysetørret aftensmad, to store poser slik og tre plader Marabouchokolade. Et ret almindeligt aftensmåltid, når man kører hundeslæde i minus -35 grader. Eller når man, som jeg, havde fået den idé at lave en dokumentarserie om Slædepatruljen Sirius og tage med på turen som tredjemand.
 
Så med proppet mave og ømme ben lå jeg nu i strålevarmen fra brænderne og pustede ud efter det, man velsagtens kan kalde en koldstart på projektet. Jeg havde væltet rundt på ski hele dagen og forsøgt at følge med de rutinerede mænd og hunde. Styrtet flere gange end min stolthed brød sig om, men kunne nu endelig hvile min radbrækkede krop. Troede jeg. For bedst som jeg havde lavet backup af de første videooptagelser og lagt mig til rette i den tykke dunsovepose, meldte behovet for at gå på toilettet sig.

Det er jo ikke en katastrofe i sig selv. Slet ikke. Det er blot forbundet med stort besvær og en akut mangel på komfort. Især for urutinerede Grønlandsfarere. For der er kun ét toilet at vælge mellem, når man kører med Sirius. Det er til gengæld verdens største, altid ledigt og lige på den anden side af teltdugen.

 

Lasse Rahbek - De Ufrivillige Eventyreres Klub
 
 
Der gik en process i gang. Jeg fortalte de andre, at jeg havde tænkt mig at kigge lidt på udsigten, og de rakte mig med forstående blikke toiletrullen. Jeg afrev og inddelte det grove papir i individuelle portioner af tre-fire arks tykkelse, klar til at blive taget direkte i brug uden yderligere fumlen. Når først man står med røven bar og mærker hvad en windchill-faktor egentlig vil sige, skal det gå tjept.
 
Der er ingen rindende vand og sæbe, så man skal have en vådserviet med. Den er, som alt andet, dybfrossen og må tøs op ved brænderne inden brug. Det gav mig lidt tid til at forberede turen mentalt. Rækkefølgen, jeg skulle iklæde og afføre mig de mange lag tøj, hvilken lomme papiret skulle placeres i, så det ikke blæste væk, hvilke handsker der egnede sig bedst til de finere motoriske opgaver. Jeg visualiserede hvert et skridt, og straks vådservietten var blød og medgørlig i sin lille indpakning, gik det løs.
 
Udenfor teltet var der koldt. Sådan, ufatteligt koldt. Jeg skyndte mig at lukke den grove lynlås i teltindgangen, så mændene indenfor ikke fik for megen del i kulden. Slæden var allerede dækket af rimfrost og solen forsvundet bag den voldsomme bjergkæde, der omkranser fjorden. Jeg kunne se hundredevis af kilometer frem i det klare vejr, og de lænkede slædehunde kiggede på mig, da jeg trak riflen og skovlen fra slæden.

 

Lasse Rahbek - De Ufrivillige Eventyreres Klub
 
Jeg gik langt væk fra lejren og gravede mit hul. Jeg kan lide at grave det dybt og bredt, hvis der er sne nok, og det var der. Hullet giver lidt læ for vinden og gravearbejdet varme i kroppen. Egentlig kan man skide hvorsomhelst, men hundene må ikke gå i efterladenskaberne, når de slippes løs næste morgen.
 
Da hullet var udformet, kiggede jeg mig godt omkring efter isbjørne og sikrede, at riflen stod klar, hvis én alligevel skulle snige sig op. Jeg havde personligt døbt den gamle, tunge riffel for “toiletrenseren” og håbede aldrig, at skulle bruge den.
 
Med et snuptag røg selebukser, uldundertøj og uldunderbukser ned om anklerne og biologien tog over. Kulden bed, men jeg havde aldrig hørt om nogen, der har fået forfrysninger i ballerne af at aftræde på naturens vegne. Men tankerne kredser selvfølgelig om muligheden, når man sidder der.
 
Det var en exceptionelt kold dag, men handskerne måtte stadig af for at udføre papirarbejdet. Fingrene blev lynhurtigt kolde og blege, og det viste sig, at jeg havde for lidt papir med. Vådservietten måtte i brug og den gjorde heldigvis arbejdet færdigt. Med følelsesløse fingre, vaklede jeg et skridt frem og et tilbage, mens jeg trak de mange lag tøj på igen. Fygesneen i mine underbukser leverede et sidste, iskoldt chok inden jeg greb skovlen for at dække gerningen til. Men, hvor var lorten? I samme øjeblik blev jeg klar over, at en katastrofe var indtruffet. Den sad fast under min støvle.

 

“Mit håb om at redde ansigt overfor de to Siriusfolk forsvandt i takt med at lorten frøs til is og blev en glasagtig forlængelse af den store, norske læderskistøvle.”

 
Mit håb om at redde ansigt overfor de to Siriusfolk forsvandt i takt med at lorten frøs til is og blev en glasagtig forlængelse af den store, norske læderskistøvle. Jeg begyndte febrilsk af hugge skovlen i den, men kom i tanke om, at det var samme skovl, vi brugte til at skovle ren sne til drikkevand. Jeg smed den fra mig og begyndte i stedet at sparke til min egen fod. Havde en isbjørn sneget sig op på mig i dette øjeblik, havde den scoret sit livs nemmeste måltid.
 
Det lykkedes at få sparket det meste af lorten af, men ikke det hele, og det betød, at jeg ikke kunne tørre støvlerne inde i teltet. Fødder sveder, når de står på ski, og støvlerne bliver stive og rigide i takt med at sveden fryser til is. Derfor er det vigtigt, med jævne mellemrum, at få dem varmet igennem over brænderne i teltet. Men det ville jeg ikke udsætte mine teltmakkere for.
 
Næste dag opdagede den ældste Siriusmand med det samme miseren. “Du har trådt i en lort! Lasse har trådt i en hundelort!” og flækkede i et kæmpe grin. Jeg foregav at være overrasket, og de købte den vist begge to, og så gik turen videre.
 
Otte dage senere sad lorten stadig fast på hælen af min støvle, og jeg blev mindet det hver eneste gang, jeg kiggede ned på mine ski. Vi havde da tilbagelagt et par hundrede kilometer og krydsede et bjergpas, hvor Sirius aldrig før havde kørt. Nedkørslen gik gennem en dal, hvor en serie af smeltevandsfloder flød sammen og dannede det man kalder et frossent elvleje. For engangs skyld kunne jeg sidde på toppen af slæden og filme, for det gik ned ad bakke og hundene kunne nemt trække læsset.

 

Lasse Rahbek - De Ufrivillige Eventyreres Klub
 
Så begyndte snedækket at blive tyndere, og vi kunne skimte lyseblå, blank is under os. Alle var stille, da mederne skrabede mod isen og en knagen og bragen begyndte. Hundene gled rundt på deres poter og kiggede nervøst tilbage på os. De vidste godt, hvad der var på vej, og ældstemanden nåede kun lige at sige, at nu skal vi altså holde farten oppe, da det hele gik i stå, og slæden gik gennem isen med brag. Jeg hoppede af den, og brød selv gennem islaget med begge fødder.
 
Det var heldigvis ikke havisen, vi var gået igennem, for så havde det hele nok sluttet lige der. Her var det lavvandet, men at blive våd er altid ekstremt farligt i Nordøstgrønland, hvor der ingen ly, varme eller hjælp er at hente.
 
Jeg fik besked om hurtigt at tage mine ski på, og måtte spænde bindingerne i en suppe af slushice. Nu var både handsker og støvler gennemblødte. Kameraet kylede jeg på toppen af slæden og så gik vi alle tre om bag slæden og lagde kræfterne i, mens vi råbte til hundene, at de skulle trække. Med ét gav slæden sig, hoppede op på isen og sætte straks i bevægelse.

 

“...slæden overhalede alligevel hundespandet, der med skræk i øjnene og tungerne hængende ud af mundvigene satte i spurt for at komme foran igen.”


 
Hvad der fulgte, var en skøjtetur af dimensioner. Vi halvt gled, halvt løb og halvt klamrede os til slæden, mens farten steg. Siriusmændene forsøgte at styre, det bedste de kunne, mens vi ramlede ind i bunker af fygesne, der fik slæden til at pendulere rundt for med voldsomme ryk at rette sig op igen. De kastede kæder omkring mederne, for at dæmpe hastigheden, men slæden overhalede alligevel hundespandet, der med skræk i øjnene og tungerne hængende ud af mundvigene satte i spurt for at komme foran igen. Det var et storslået kaos, og det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg ikke kunne filme det. 

Da vi endelig kom sikkert ude af elvlejet og fik fast grund under fødderne, rejste vi teltet med rekordfart. Der kom ild i brænderne, det våde tøj blev slasket direkte i tørrenettet og vi fik tørt på. Lortestøvlerne var blevet til store isterninger og vejede nu mange gange mere end normalt. Jeg bandt dem i en teltstang i snørebåndene og sørgede for, at de ikke kunne dryppe i ned gryden, hvor vi smeltede sne til vand.
 
Lugtede der dårligt i teltet den aften, var der ingen, der nævnte det. Vi delte de sædvanlige seks poser frysetørret mad, to poser slik og tre plader chokolade, og alle var vi ude og se på udsigten med lidt afrevet toiletpapir.
 
Jeg synes hverken det var rigtigt koldt eller ubehageligt længere, og jeg havde den helt rigtige mængde papir med.
 
Således kan man vende sig til det meste.

Loading...