Lakor

JyskeVestkysten sætter fokus på vores designer, og LAKOR's mission for at gøre Udkantsdanmark street.

Inspireret af vores Da Vinci T-shirt forklarer vores designer hvad der skal til, for at tænke ud af boksen. Her er et indblik i en meget kompliceret hjerne.

Det er paradoksalt. Jeg er et utroligt ustruktureret menneske, som higer efter struktur. Jeg giver ikke mening! Jeg har diskuteret med mig selv hvorfor det er sådan, og jeg kan ikke blive enig. Det er som om jeg skal bruge en boks for at kunne tænke ud af den. Det vil sige, jeg har brug for struktur for at kunne bryde strukturen…og så er vi vist tilbage til det med, at jeg ikke giver nogen mening. Heldigvis er min selvindsigt nogenlunde intakt. Jeg observerer mit indre liv i 3. person og prøver så vidt det er muligt at modellere brudstykkerne fra min indre dialog til en sammenhængende personlighed. Det er hårdt arbejde, men jeg synes…den…jeg…det…who-ever…gør det godt (hvis man kan omtale sig selv i 4. person, var det vist lige det, jeg forsøgte.) Jeg har i hvert fald forstået, at jeg har mange begrænsninger, men jeg har forstået at kompensere for disse. Jeg har derfor udviklet en fremragende evne til at engagere mennesker i mine projekter, som kan udføre de opgaver, jeg ikke selv er i stand til. Mennesker, der kan bygge rammer. Det er måske i virkeligheden mit største talent. Jeg kan få mennesker til at gøre det, jeg ikke kan. Jeg er en dukkefører…eller…en omvendt dukkefører. Jeg får folk til at styre snorene i min egen dukke. Det vil faktisk sige, at jeg får DEM til at få MIG til at danse. Hvilket kan virke paradokssalt, men på nuværende tidspunkt tror jeg, det er ved at gå op for dig, at mine tanker er paradoksale.

Jeg har i mit firma We:Re en utrolig engageret og passioneret partner, som tager sig af at ordne alle de ting, som jeg ikke kan overskue. Jeg har prøvet at være venlig og sige ”Cille, du siger bare til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med” og hun svarer ”Nogle gange er det bare nemmere, at jeg gør det selv”…og jeg tror hun har ret. At give mig ansvar for overblikket ville være som at prøve at lære den omtalte ”hund i et spil kegler” at bowle. Det ville blive temmelig svært.

Mine partnere i LAKOR har det på samme måde. De har en næsten pædagogisk tilgang til mig. Webmasteren Jesper har jeg døbt ”Listepikken”, fordi han formår at strukturere og skrive mine indfald, tanker og ideer ned på lister, så de rent faktisk bliver anvendelige. Kasper, ham der har styr på pengene, forstår at fjerne alt støj rundt om mig, så jeg kan være kreativ. Han elsker at sige ”Nårhh Jesper, se vores lille designer. Nu sidder han og tegner igen. Er det ikke sødt!?”

De forstår mig. Cille, Jesper og Kasper. De forstår at få det bedste ud af mig, og jeg har forstået at engagere nogen, som forstår at få det bedste ud af mig. Det er ikke alle, der ville kunne forstå mine særheder, så jeg synes det er ret godt gået af mig, at jeg har fundet nogle mennesker, der er i stand til det. Paradoksalt!

Nogle gange har jeg tænkt på, om det med strukturen bare er noget, jeg bilder mig selv ind? Måske er jeg bare er doven, og gider ikke forsøge? Derfor vil jeg slutte af med en lille beretning. Den kan måske også sætte min logik, eller mangel på samme, lidt i perspektiv.

Jeg har aldrig været i stand til at holde en plante uden at den døde langsomt og smertefuldt. Det har frustreret mig, da jeg gerne ville bevise overfor mig selv, at jeg ikke er for laissez faire til at eje en. Derfor købte jeg mig et bonsai træ, som jeg plejede og passede med stor omhyggelighed i lang tid. En dag var det alligevel gået ud…men jeg var lykkelig! Grunden til at bonsaitræet var gået ud, var at jeg havde vandet det så meget, at træet var druknet. Jeg havde bevist overfor mig selv, at jeg ikke manglede selvdisciplin i de ting, jeg lavede. Jeg måtte blot konkludere, at jeg ikke kunne strukturere min vanding. Dermed frygter jeg ikke for mit engagement i de ting, jeg foretager mig. Til gengæld ved jeg nu, at hvis det er mig, der skal holde struktur og orden i mine firmaer, så visner eller drukner de!

Inspireret af den letpåklædte dame på vores nyeste T-shirt udfordrede vores designer sig selv til at gå ind i en butik han aldrig havde været i før. Resultatet blev...ja, læs selv historien her:

Jeg kunne mærke det med det samme, jeg trådte ind i butikken. Den uidentificerbare  følelse af utilpashed, som mit blotte tilstedevær i rummet skabte. Jeg hørte ikke til her, kunne jeg mærke. Jeg var en fremmed i et rum, som bekæmpede de naturlove, som definerede den verden jeg kom fra. Der var på en eller anden måde blevet dannet et form for parallel univers. En verden i verden. Det hele var fjernt og unaturligt for mig, som om jeg havde sat mine ben på en fremmed planet…Venus måske. Det var tydeligt, at man her i butikken ikke accepterede livets naturlige gang. Dette sted havde specialiseret sig i at kæmpe imod tyngdekraften. Med teknologier, som havde en yderst kompliceret lukkefunktion, forsøgte de at holde løsthængende kropsdele ophejst. Jeg var en mand, der lige var trådt ind i en lingeributik.

Jeg kiggede mig befippet rundt og koncentrerede mig om at få min puls ned. Jeg var der for at overvinde min frygt for indholdet af disse såkaldte brysteholdere, men også for at overvinde min usikkerhed over for det dertilhørende væsen. Kvinden.

Det er ikke sådan, at jeg frygter kvinder, men jeg frygter konfrontationen med dem. Ingen ved, hvad deres motiver er, eller for den sags skyld hvad de tænker. Ikke engang dem selv, tror jeg. Det er i det mindste min teori. For mig er det meget lettere blot at kigge på dem og selv opdigte mit ønskescenarie, da virkeligheden alt for sjældent står mål med det, jeg kan præstere gennem verbal kommunikation.

Mit hjerte var begyndt at banke langsommere, og jeg skuede rundt i butikken, indtil mit blik faldt på et prægtigt eksemplar af den kvindelige race. En meget smuk ekspedient. Hun var næsten fejlfri og lignede en Barbie-dukke, der lige var kommet ud af sin æske. Det er en typisk drengeting at blive fascineret af noget der er så simpelt, tror jeg. Selvom de fleste godt ved at en Barbie er lavet af plastik og kun er sjov at lege med nogle minutter, håber vi altid på at hun indeholder mere end bare luft. Jeg tror dog MIN fascination af disse kvinder hovedsageligt ligger i deres næsten perfekte ansigtssymmetri. Når man som mig arbejder meget med grafiske former, er der noget yderst tilfredsstillende ved ensformig balance og symmetri.

Mens jeg mentalt stod og spejlvendte ekspedientens venstre ansigtshalvdel over mod hendes højre, fik hun øje på mit fokuserede blik. Hun forlod disken og gik målrettet hen mod mig. Jeg prøvede at bryde ud af mine drømmeverden og tænke som en gal på, hvad jeg skulle spørge hende om. Jeg ville gerne have nogle svar. En forløsning for min frygt – men var hun virkelig pigen, som kunne give mig dem?

”Har du brug for hjælp?” spurgte hun. 
Ja, men jeg tror ikke din toårige HG uddannelse kan afhjælpe mig med de psykiske traumer, som har fremmedgjort mig fra min aller tidligste barndoms næringskilde, tænkte jeg. Det sagde jeg dog ikke højt. I stedet løftede jeg hovedet og kiggede direkte ind i hendes velproportionerede mælkekirtler, hvilket hurtigt gik op for mig var et meget upassende fokus at have. Det var bare dét, at omgivelserne forvirrede mig, og butikken var langsomt ved at suge tyngdekraften ud af mig. I hvert fald følte jeg, at jeg svævede ud af min krop og op mod loftet, hvilket bare gav mig et bedre perspektiv på hendes kvindelige fortrin. Det gik op for mig, at jeg havde stillet mig på tæer, og det må have virket som om, at jeg virkelig nød udsigten til hendes balkoner. Jeg prøvede at komme til mig selv, men blev i min forvirring et kort sekund i tvivl om hvilken kropsdel man henvender sig til i en lingeri butik. For brysterne har alle svarene, men det er ansigtet, som formulerer dem. Efter det, der føltes som en uendelighed, prøvede jeg at løfte mit umådeligt tunge hoved. Mine øjne kæmpede sig vej op af hendes hals, så hagen, så næsen. Jeg var der næsten! Men da jeg endelig nåede hendes øjne afspejlede de alt den afsky, som jeg kunne forestille mig et blik fra en feministisk superhelteversion af Anne-Grethe Bjarup Riis med lesbiske tendenser ville rumme. Jeg panikkede og ledte forfjamsket efter et sted, hvor mine øjne kunne finde hvile, hvilket resulterede i at mit blik hastigt pendulerede mellem hendes øjne og hendes barm. Det var umuligt for mig at stoppe denne fastlåste bevægelse, og som en tilskuer, der betragter en vertikal tenniskamp, rykkede mit hoved sig op og ned og ventede desperat på en forløsning, som kunne ende synet af de bolde der røg frem og tilbage i mit blik

”Hallo! Har du brug for hjælp?” kom det fra den fornærmede ekspedient, og jeg fremstammede i desperation de måske mest anstødelig ord, som kunne have undsluppet min mund.

”Nej tak, jeg kigger bare.”

Da mine øjne på sin elevatortur igen nåede øverste etage, så jeg hende hæve sit højre øjenbryn så meget, at jeg troede det ville falde af hendes ansigt. Hun vendte sig hastigt om og spankulerede, som den forvoksede Barbie-dukke hun var, tilbage om bag disken.

Jeg var ikke blevet klogere, der var nu blot tilføjet endnu en traumatisk oplevelse i min snart fyldte rygsæk. Konklusionen må være, at jeg på mange måder har det med bryster, som jeg har det med kvinder. Det bliver først skræmmende, når man får øjenkontakt.

“Fish or die”, our t-shirt says, and for a long time that has been true for small communities on the edge of Denmark – catch some fish or disappear. But Klitmøller, a little town on the west coast of Denmark that inspired this t-shirt, has found a new way. They have discovered the miracle of surfonomics.

What the hell is that? I can hear you asking. Well, according to this article from the Washington Post, surfonomics is the economy of surfing. Surfonomics ask the question: How much are waves worth in crisp, green dollars? And that’s quite a lot, because surfers actually pay for their waves. We pay to get to the beach, we pay for accommodation, food and gear.

So surfing is expensive and great business. Sure, we know that all you surfers out there like to think of yourselves as a young hip bunch; you let your hair down, you are scraping by on a minimum budget, enjoying the free nature and you throw around the “hang loose” hand sign whenever you can (or did that stop in the 90’s?) But actually, according to the Washington Post, the average (American) surfer is 34 years old and earns around $75,000 per year. Money like that is manna from heaven for small towns on the edge of the economy.

One of the brains behind surfonomics is Chad Nelsen, who in the article is presented as part of the intellectual surfer community (that sounds so cool – how does one become a part of that, we wonder?) He started investigating surfonomics back in 2002 while trying to save a reef in Puerto Rico that created amazing waves. The idea was, that while companies constructing new harbors or accommodation can easily provide numbers, showing how much the city will benefit moneywise, the surfers has no numbers to prove that it is a good investment to save the waves. We at Lakor hope that Surfonomics can be a new tool to surfers and environmentalists all over the world trying to protect their local nature.

Now, we have no idea how much a wave in Klitmøller, Denmark is worth, but we know that the waves has brought new life to the small town. That’s what our designer discovered when he visited last year (you can read his blog about it here, in Danish). People move to Klitmøller to be close to the waves, new businesses start up and hopefully, down the line, the community can survive on this.

So stand proud, surfing friends; your passion helps invigorate otherwise pressured cities. The surfer community is a vital resource, even though it is hard to imagine that people like this dude can actually benefit the economy:

By the way, we just reprinted the "Fish or Die" t-shirt. You can check it out and buy it here.

A few Danish words from our designer Lasse. About gorillas and breaking out of the daily routine. If you want it in English, do give it a go through Google Translate. It just might turn into something entertaining.

Enjoy:

Jeg havde følt det komme snigende længe. Jungletrommerne. En stigende dunken, der kom tættere og tættere på. Hvor den kom fra vidste jeg ikke, men aben, der bor i mit hoved, blev nødt til at spille vildere og vildere på sin hi-hat for at overdøve den konstante dunken der trængte sig på. Virkeligheden sivede igennem tremmerne i min storbyindhegning og jeg begyndte at tænke, at det jeg troede var ægte frihed i virkeligheden var illusion. En hul og opstillet verden, som kun tilfredsstillede mit behov for tryghed og hverdagsrytme. Som en elefant i cirkus, der får et klarsyn og tænker ”Hey! –Der er noget galt her!...Hvorfor helvede står jeg på en taburet og nejer foran candyfloss indsmurte pygmæer og får pisk af en bleg, halvlasket fyr med en rød næse!?! Det her kan umuligt være mit naturlige habitat!”

Storbyen gør dig skør hvis du lader den overtage din identitet. Du bliver som et dyr i Zoo. Selvom du sygt gerne vil hilse på zebraen i den anden ende er parken, skal du trænge igennem så forbandet mange indhegninger for at kunne dele en græstørv med dette stribede hestevæsen. Du vil gerne skabe nye bekendtskaber, men rammerne og grupperinger begrænser mulighederne for åbenhed. Du kunne godt tænke dig at lære zebraen bedre at kende, fordi du synes den minder om dig. I kommer endda fra det samme kontinent og selvom i er fløjet tusinder af kilometer og er havnet inden for få meters afstand er der stadig indhegninger, som skiller jer ad og hindrer kommunikationen. I stedet cirkulerer du hvileløst i din indhegning og tygger drog, mens du spekulerer på hvordan du skal omdanne din abnormt lange hals til et brugbart talerør. Indtil da må du nøjes med at sende lange blikke fra din indhegning, skiftevis på zebraen og den natur du kan skimte bag parken.

Jeg var faldet ind i en rytme hvor storbyen begrænsede mig. Der var, uden jeg var bevidst om det, langsomt blevet bygget en betonboble rundt om mig. En betonboble, hvor jeg kunne høre ekkoet af min rastløshed, bortrejste venner, mislykket kærlighed og isolation. Jeg kunne ikke ignorere jungletrommerne længere, og dansede glad med til melodien da en behåret kæmpegorilla smadrede igennem betonboblen med sine bare næver, sparkede aben med hi-hatten i skridtet, smed mig op på ryggen og svingede os gennem storbyjunglen og ud i naturen.

Jeg ville gerne have forenet zebraen og giraffen og inviteret dem på Baresso til en kop kaffe. Men selvom det er rart at stifte nye bekendtskaber, ville rammerne alligevel ikke helt have helbredt rastløsheden og længslen (Desuden er det også pisse svært at holde på en kop kaffe, når man har klove).

Forstå mig ret, jeg elsker mit ”storbyliv” i Århus (Gud forbyde at jeg boede i en større by…Jeg kan kun forestille mig hvordan Københavnerne har det), men jeg vil aldrig lade byen sluge mig. Jeg vil være det stykke drog som kæmper sig ud af mavesyren, op igennem giraffens hals, ud gennem munden og ned på den græsplæne, som jeg oprindeligt blev spist fra. Jeg vil altid være klar til en svingtur når kæmpe gorillaen banker på min cementboble.

Inspired by the beautiful Danish weather we found 12 good reasons for running around naked.

Go try them out yourself and enjoy the sensation!

We caught skate legend Rune Glifberg skating in Fælledparken. This man is a monster...but a nice one that is!

Anders flashing the "Alchemist's Eye" at Fælledparken.

This blog is made to inform you about relevant and irrelevant things going on in the surf industry. We will be posting videos, articles and pictures that will make you smile and float away in daydreams. We aim to make this site a perfect place for procrastination. By sharing our love for the surfculture with you, we hope that we will be Warming The Surf Industry together.

LAKOR Soulwear has now experienced its first New Year! A lot has happened during our first year, and we would like to use the opportunity to look back at the year that passed. We would also like to share some of the plans we have for the future.

Looking back

First of all we would like to thank all of you supporting us! As friends, customers, guests at our Give Back Party, partners, members of the Travel Team and simply for helping us spread the word. It requires a big effort to set roots as a clothing company but with your help it is going much easier. THANK YOU!

You have probably seen a lot of our work presented here on our website, but there has naturally also been a lot of work behind the scenes. Designing, discussing and choosing the products, finding good, green manufacturers, developing as a company, building a web shop from scratch and last but definitely not least, informing the world about our arrival. We have been in the outdoor and adventure magazine LUKSUS, WWF’s newsletter, newspapers and a good list of blogs.

We have had our focus on finding our unique style as well as making products of the highest quality, which we hope is reflected in our product line. We are especially proud of our T-shirts, which are among the highest quality out there. We strive to give you the best quality in everything we make while making sure that the price is not madness.

Some things have exceeded our expectations in 2011, while others have been lessons to learn in this game. We have developed a lot, and we keep on learning and improving. We are definitely ready for the year to come, and we cannot wait to get going!

Looking forward

Our collection currently consists of nine different T-shirts, two pairs of board shorts, a ”JA”-cap and unique Bamboo sunglasses, but we have A LOT more on the drawing board. We have heaps of designs and are already anxious to reveal a line of cool products and projects this spring!

Some of these projects will bring LAKOR on adventures around the globe, whereas others celebrate the Danish surfer spirit. Without revealing too much, some of the words we have been using a lot lately are ”Travel Team”, ”Danish DNA” and ”Campingvogn” (Well, we do after all normally speak Danish)… It’s gonna be awesome!

Looking good!

We are looking forward to taking LAKOR to another level in 2012 and hope that you will give us a chance of providing you with our Soulwear!

Love, LAKOR

Our designer tells about his inspiration for our latest released T-shirt Fish or Die (in danish):

Efter lidt over to timer kørsel fra Aarhus mod nordvest, rammer man Klitmøller. Hver gang jeg tager til vestkysten, forbløffes jeg over at vi har natursteder i Danmark, som er så unikke. Alt taler for at disse steder skal opleves, nydes og beboes - men istedet for et ideelt idyllisk bosted med udsigt til skove, klitter og vand er den danske vestkyst blevet til udkantsdanmark...Den rådne banan.

Hvorfor haster vi ikke derud, dropper skjorten og køber et par vaders. -Og hvorfor skal det være nærmest umuligt at komme med offentlige transportmidler dertil!? Det vil tage dig kortere tid at dressere en etbenet bryggerhest til at hinke derud med dig på ryggen, end hvad DSB og bus-selskaberne tilsammen kan præstere.

Vi har isoleret det smukkeste, Danmark har at byde på, og overladt det til tyske turister... Hvor herre til hest!

Så vil nogen måske sige ”Du kan da bare selv flytte derud”, men problemet er, at lige så glad jeg er for natur, lige så glad er jeg for mennesker. -Og til trods for at de lokale er umådeligt imødekommende og venlige (altså, det går jeg udfra. De virker rigtig søde, de er bare lidt svære at forstå!), så er der utroligt langt mellem husene i de små byer.

En lille fiskerflække skiller sig ud fra de små søvnige kystbyer og prøver at gøre sig til for masserne. Klitmøller er inde på noget af det rigtige. De har forstået, at de har noget unikt. Et dansk surfspot. De er ved at bygge et stort surfhus, har haft en afdeling af World Touren i windsurfing, og de forstår at promovere sig gennem deres niche. Samtidig har de bevaret rødderne og fiskerkulturen i området, og det er et unikt kultursammenstød, som skaber en merværdi for dem, der besøger stedet.

En dag i august, på endnu en tur til Klitmøller, blev jeg forelsket! Efter at have surfet to dage i fantastiske danske bølger i dejligt vejr, kom den der snigende følelse af sommerfugle i maven. Ja, vi har flirtet flere gange, og jeg har mærket de gode vibrationer længe - men nu var tidspunktet kommet, hvor jeg følte mig klar til at kunne sætte blyantsstreger på vores forhold. Dette tryk er en åben kærlighedserklæring til den danske vestkyst. Til Udkantsdanmark: Jeg vil til hver en tid spise den rådne banan! (ment på en ikke freudiansk underforstået måde!)

Jeg fik i vanlig stil ideen til dette tryk, da jeg var ved at falde i søvn efter surfturen. Jeg lavede en note på min iphone, og næste dag var front trykket færdigt.

Trykket forestiller den kendte skagensfisker, og selvom man kan diskutere hvorvidt han tilhører vestkysten, så er han et symbol på fiskerkulturen.

Han er tegnet med mine karakteristiske Hawaii-mønstre, som et symbol på sammenstødet mellem fiskerkulturen og Cold Hawaii. Teksten "Fish or die" er et ordspil på det amerikanske udtryk "Skate or die", som ikonisk viser hvordan aktiviteter i ekstremsportkulturen ofte ikke blot er en hobby men en livsstil. På samme måde er det at være fisker en livsstil og en måde at overleve på i sin tid. Nu er tiderne sådan, at man skal finde en måde at kombinere fortid og fremtid, og de første skridt er allerede taget i Klitmøller ved at omdøbe området til Cold Hawaii og sikre nye impulser til en fiskerby, hvor tiden ellers lige så langsomt ville have været gået i stå.

Kig nærmere og køb din Fish or Die T-shirt her.

To kick off our LAKOR blog, we would like to revisit our commercial released this summer. We are proud of the result and owe the participants our best. An extra thank to our director and editor Lasse Rahbæk! Watch and be intrigued!

Check out the Polar Bear T-shirt and help us support wwf!

...and you're looking at it!

Along with the launch of the snow-edition of our site, we thought it would be cool to give you a chance to know what is happening in Lakor HQ.

Here we will keep you updated on our latest products and events and we might even give you some sneak previews of what's to come.

It is also a chance for you to shout something back - so feel free to comment on the posts. We like that.